Himmelske mini kager af hindbærmousse på marcipanbund

Minikager, Header1

Så er det vist på tide at der kommer endnu et indlæg på bloggen! 🙂

Man kan ikke benægte at kage er godt – og især ikke hvis man har smag for hindbær (i dette tilfælde) 😉

Til nogle arrangementer passer små kager bare bedre end én stor kage. Derfor fandt jeg frem til, at kagen fra et tidligere indlæg, hér, omkring hindbærmousse på marcipanbund, kunne være super fin som mini kage-hapsere.

Jeg synes, at de fungerede rigtig godt, da de passede perfekt som en god og let lille mundfuld – på den måde undgår man også at gå i kage-koma 😉  Samtidig blev de bare så visuelt flotte og super søde at se på 🙂

Jeg må nok indrømme, at jeg før i tiden har jeg ikke gjort det så meget i mini kager, kun i mini muffins. Men må sige, jeg blev glædeligt overrasket og at det ikke er sidste gang, jeg laver mini kager 😉

On the side-note: Jeg synes faktisk, at kagen fungerer ret godt som helårskage – den er dejlig frisk på grund af hindbærmoussen og alligevel lidt tung i det på grund af marcipanbunden. Det vil altså sige, at den er lækker hele året rundt 😉

Minikager, close up

Selvom opskriften er ret ens i forhold til det tidligere indlæg, er der dog nogle ting, som er gjort lidt anderledes. Så for god ordens skyld kommer opskriften og fremgangsmetoden alligevel nedenfor.

Ingredienser: 

Marcipanbund:
Bradepande = 0,5-1 cm høj bund
38 stk. (á 4 cm)

  • 2 æg
  • 125 g sukker
  • 100 g mel
  • 1,5 tsk bagepulver
  • 140 g marcipan

Chokolade overtræk:

  • 40 g mørk chokolade
  • ½ tsk smagløst olie (kan undlades)

Hindbærmousse:

  • ½ L piskefløde
  • 1 brev hindbærmousse-pulver (købt i Polen) – (det er lidt à la det mousse-pulver, man kan købe herhjemme)
Disse minikager blev serveret sammen med en strawberry cheesecake, red velvet cake og mini citronmuffins.
Disse mini kager blev serveret sammen med en strawberry cheesecake, red velvet cake og mini citronmuffins.

Fremgangsmetode:

Marcipanbund:
Bunden kan godt bages dagen før. Opbevares ikke i kølelskabet, men i en lufttæt pose.

  1. Tænd ovnen på 200°C varmluft.
  2. Riv marcipanen.
  3. Pisk æg og sukker lyst og luftigt.
  4. Tilsæt mel og bagepulver.
  5. Tilsæt marcipanen.
  6. Hæld dejen i en bradepande med bagepapir. (I en bradepande bliver bunden ca. 0,5-1 cm høj).
  7. Glat dejen ud med en dejskraber eller ligende redskab.
  8. Bag den midt i ovnen i ca. 10. min (200°C varmluft).
  9. Tjek om den er færdigbagt ved at stikke en tandstik i midten – er der stadig dej på, når den kommer op, skal dejen have lidt mere.
  10. Sæt til afkøling.

Chokoladeovertræk:

  1. Knæk chokoladen op i mindre stykker.
  2. Varm i mikroovnen på max effet i 30 sek.
  3. Rør rundt i skålen.
  4. Varm igen i 30 sek.
  5. Rør rundt igen.
  6. Fortsæt indtil chokoladen er smeltet helt.
  7. Tilsæt olien og rør godt rundt til massen er ensformig.

Hindbærmousse:
OBS: Anvisningen kan muligvis være anderledes, hvis der bruges en anden pulver-mousse. Se bag på brevet/pakken.

  1. Piske piskefløden til den begynder at danne bløde takker.
  2. Tilsæt mousse-pulveret.
  3. Pisk til der opnås den ønskede konsistens.

 

Samling:

  1. Udstik små cirkler af den helt afkølede bund med en småkage-udstikker.
    Jeg brugte en rund udstikker med Ø 4 cm, men anden form og størrelse kan også bruges.Minikager, bunde
  2. Saml de små bunde så tæt som muligt i en beholder (som kan komme i køleskabet).
  3. Den smeltede chokolade kommes i en frysesope eller konditorpose.
  4. Klip et lille (!) hul i hjørnet/spidsen af posen.
  5. Fordel chokoladen ud over bundende.
    Minikager, bunde m. choko
  6. Sæt bundene i køleskabet, til chokoladen er stivnet. (Gøres et par timer inden servering).
  7. Fyld hindbærmousse i en konditorpose og brug den ønskede tyl. (Gøres kort inden servering).
    Jeg brugte tyl nr. 30 (stjerne tyl).
  8. Drys evt. med tørret hindbær.

Voila!

Minikager, faerdige

Som sagt i det tidligere indlæg, kan man bruge lige den mousse, man ønsker. Jeg har bare en svaghed for hindbærmousse og synes altid det er så dejlig friskt.

God bagelyst! 😀

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *